EVA BROKHOLM
%20uden%20art%20by.jpg)
Eva Brokholm
Eva Brokholm
For mig at se ligner det dansemyg. Dansemyg, der svæver over det, der både kan være en skovsø og himlen over den.
Myggene er set helt tæt på, så de virker enorme, men uanset det, er det ikke en videnskabeligt præcis gengivelse, som man f.eks. ville finde i en bog om insekter. Det er kunst, det her, og man må godt tage sig sine friheder. Skal tage sig sine friheder.
Det er nu lige så meget ordet, jeg synes, der passer. Dansemyg. For selvom andre ville se nogle helt andre motiver i Eva Brokholms billedverden, tror jeg, de fleste ville kunne forlige sig med danseassociationerne. Det er, som om formerne tager sig en vals eller, i nogle af billederne med et højere tempo, en breakdance eller en swing. Uanset hvad, er det den rytmiske bevægelse i figurerne – hvad de end er – der udgør ”temaet” i Eva Brokholms malerier. Interaktionen mellem figurerne, der ligesom synes at flyde på overfladen, sker på en baggrund skabt af mange lag af maling. En mælkehvid baggrund med fine underliggende net af tynde linjer som krakeleringerne i is, der er frosset og tøet op mange gang. Krakeleringerne er nogle gange suppleret af runde former, der kan give associationer til sten, men som lige som meget er brugt af rent kompositoriske grunde for at give et modspil til de dansende figurer og det mælkekvide farvelag. Det samme kan siges om de små udbrud af gult, rødt og blågrønt, der oplyser lærrederne på strategiske steder. Deres rolle er at give en lysende koloristisk kontrast til den forholdsvis afdæmpede palet, der ellers dominerer billederne.
Hovedkernen i Eva Brokholms malerier er altså et kompositorisk spil mellem modsætninger. Mellem de slyngende og dansende lineære figurer på overfladen og den mælkekvide farvemasse i baggrunden. Mellem stoflighed og linjeføring. Mellem hurtigt udførte skitseringer og tålmodigt penselarbejde i mange lag. Mellem en tilbageholdende hovedfarve og eksplosive glimt af lysende kulører. Det er disse kontraster, der giver liv og spændinger i kompositionerne. Og så må vi ikke glemme de associationer, som vi hver især får, når vi betragter ”dansemyggene”. Jeg ser myg, andre ser måske vandplanter, rødder, blade, engle eller feer. Der er heldigvis ingen facitliste, for det er jo kunst, vi har med at gøre. Men at jeg vil tænke på Eva Brokholm næste gang, jeg ser en sværm af hvirvlende myg, det er sikkert og vist.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen, 2019
Vokseværk.
_________________________________________________________________________________________
Om Eva Brokholms fascinationen af streg og form
Spontane energier er udtrykt i Eva Brokholms malerier. Hendes kreative udfoldelse kommer indefra og udvikles mere og mere i takt med, at hun kommer dybere ind i processen med maleriet. Hendes abstrakte malerier er farvemættede og kompakte. Der er et flow af energi, spontanitet og kraft, og man kan gå ad lange snoede veje og stier. I vores bevægelse gennem billederne gøres livet farverigt, og de spontane og glade farver kommer i rå mængde i Evas billedunivers.
Eva Brokholm henter sin inspiration i de nære omgivelser, fra naturen og i mennesket. Hun er optaget af de forskellige materialer, farverne og strukturerne. Stilen er forskelligartet og en kombination af både tætte abstraktioner og formede bløde streger og linjer.
I vækst værkerne skyder planter og besynderlige gevækster frem på billedfladen. Nye og unge skud vokser yndefuldt frem og giver hurtigt form og liv forude. Man fornemmer en glædesrus over det nye spirende, en ekspansiv kraft.
Eva er stadig søgende på det her felt, og en påtrængende nysgerrighed er svær at ryste af. Men endnu er hun på det eksperimenterende og udforskende stadie, og det er her, hun med fordel kan lægge sine kræfter, hvis hun skal fortsætte den fine udvikling, hun er påbegyndt, for her har hun fat i noget rigtigt. I vækstbillederne kan man opbygge, lege, fornemme, sanse og forestille sig. De er enkle og stramme i deres komposition, og det, at billedet virker ufærdigt, da større partier på lærredet står tomme og farveforladte, giver kun bedre plads til forestillingen om, hvordan maleriet vil komme til at se ud, når de nye spæde skud er vokset helt til og bliver dækkende over hele fladen.
Lidt det samme gør sig gældende i hendes portrætter, i hvilke hun lægger en mere forfinet energi ind i kompositionen, end det er tilfældet i naturbillederne. Hendes portrætter er interessante på grund af den spejling eller dobbelthed, der opstår. Portrætterne er ligesom tegnet sammen og flettet ind i hinanden. Ansigter med historie og personlighed og ansigter plaget af menneskelig isolation og uden den store udstråling. Det er en noget dybere stemning og følelse, man henter ud af hendes portrætter, der er fremkommet af rolige tynde streger, som skaber en god dynamik og lethed.
Eva Brokholm har uden tvivl vokseværk. Hendes vækst er ligesom en glæde, der bare vokser sig større og større i takt med hendes fordybelse og udvikling i det maleriske univers.
Af Kirsten-Marie Hedeland, tv programvært på ”Kunst for Tiden” og skribent ved Kunstavisen, juni 2013